2015
09
13

Så sluttede sæsonen

I sidste blogindlæg skrev om min kommende konkurrence i Zürich ” Målet er at vise, at den 4. plads til VM var en fejl”. Og det må man sige, jeg fik gjort.

Jeg tog til Zürich onsdag middag sammen med min lille familie (Thomas og Tobias). Vi havde allerede snakket om før VM, at det kunne være hyggeligt for os alle, hvis de kunne komme med til en konkurrence, og vi prøvede faktisk at arrangere det til mit løb i Stockholm, men der kunne det ikke passes ind. Men nu fik vi muligheden, hvilket jeg var rigtig glad for, for jeg havde ikke lyst til at ”efterlade” dem hjemme en gang til, nu hvor jeg lige var kommet hjem fra Kina få dage inden.

Turen til dette stævne blev derfor lidt anderledes, da jeg normalt får tilsendt en flybillet og hentet af arrangørerne i lufthavnen og kørt til et lækkert hotel med fremragende buffet 3-4 gange om dagen. Denne gang måtte jeg selv arrangere, da atlethotellet kun er for atleter, og man kommer ikke lige slæbende med sin familie. Men det kunne jeg vel også sagtens?!

Tror ikke min kæreste er helt enig, for jeg endte med at få nogle flybilletter med tosset lang transittid i München og et firestjernet hotel, som helt sikkert har hentet 2-3 af de stjerner i en slikautomat, for det var godt nok noget slidt gammelt noget og uden måltider til.

 

Nu ingen stress

Men til Zürich det kom vi da, og på selve konkurrencedagen gik vi lige rundt for at finde frokost og så tog Tobias og jeg en middagslur sammen, mens Thomas tog lidt ind til centrum. Jeg tog ud på stadion et par timer inden konkurrence, for lige at se tingene an og få noget information – alt det man plejer at få på hotellet så som numre, callroomtider, akkreditering osv. Da jeg kom på stadion begyndte det desværre at regne og det gjorde det under hele opvarmningen.

Jeg havde til dette stævne faktisk slet ikke nerver på. Lidt underligt, når man tænker på at det var en VM-finale revanche, men jeg kunne slet slet ikke få det adreanalinrush som jeg har oplevet ved alle de tidligere ”vigtige” løb denne sæson.

Da jeg stod bag blokken måtte jeg lige hanke op i mig selv, og tænke på alle dem derhjemme som ville følge med bag skærmen, og for hvem det faktisk vil betyde noget at jeg fik en form for revanche. For lige på dette tidspunkt var det ligemeget for mig – jeg trængte bare til sæsonpause.

Det regnede stadig lidt, hvilket normalt ikke er et problem, men lige præcis på denne bane var det ikke så fedt. Arrangørerne lagde i forbindelse med EM sidste år ny belægning på, som faktisk krævede nogle bestemte pigge (som jeg selvfølgelig havde glemt hjemme), og med et lag vand på føltes overfladen som en skøjtebane. Den var så glat, at jeg i mit prøveløb op til første hæk inden start, ikke kom over hækken, fordi jeg ikke fik trykket nok på, da jeg var bange for at styrte. Så jeg satte mig i blokken uden at have været over en hæk.

 

Mit mål var at løbe godt til fra start, men jeg lovede også mig selv at jeg ville løbe mit eget løb og ikke stresse over at være sidst ved 200 m og sikkert også bagud ved 300 m, og mindede mig selv om at det først er efter 400 m at løbet bliver afgjort – fx da jeg løb min nordiske rekord i Paris var jeg med 80 meter igen blot nr. 5 (!), så jeg behøver ikke være først ind på langsiden for at vinde.

Men løbet udviklede sig lidt anderledes end jeg forventede. Jeg havde Hejnova (verdensmesteren) på min yderside, men allerede fra start var vi ens over hækkene – måske jeg endda var lidt før. Jeg løb den rytme jeg skulle med 15 skridt til 8. hæk og så fik jeg de 16 skridt frem mod 9. hæk som kiksede til VM. På dette tidspunkt lå Hejnova og jeg helt lige og jeg løb med en lidt forvirret fornemmelse, for hvorfor var vi pludselig så tæt, når hun gav mig så meget tæsk til VM? Frem mod 10. hæk prøvede jeg at lave lange skridt, så jeg kunne holde 16 skridt, men det lykkedes ikke og jeg måtte tage 17 skridt. Jeg mistede en lille meter til Hejnova ved denne korrektion, og jeg fik hentet en smule på hende frem mod mållinjen, og jeg var igen rigtig tæt på at besejre hende, men fik hende lige præcis ikke.
Jeg vidste jeg var i PR-form, og håbede derfor at jeg havde sluttet sæsonen af på fornemmeste vis, men tiden var på den forkerte side af 54 sek., og det var derfor mere Hejnova der havde løbet under niveau, end at jeg havde overpræsteret. Øv… men da jeg kom i mål var jeg faktisk meget tilfreds, for med den manglende kampvilje inden start, havde jeg frygtet det ville gå helt galt undervejs. Og jeg var trods alt den der løb klart tættest på sin personlige rekord – så jeg var vist ikke den eneste der var lidt træt mentalt efter en hård sæson. Og jeg fik IGEN skovlen under jamaicanske Kaliese Spencer! 3-0 til mig i sæsonen 2015… YES!

 

Helt slut nu

Dagen efter tog vi alle tre hjem igen og tog lige et stop i København, hvor den danske sæson skulle sluttes af med holdturneringsfinalen. Her skulle jeg løbe 400 hæk, 400 m og en tur på 4×400 m stafet.

Min 400 hæk løb jeg roligt og vandt i 57 sek. Jeg prøvede at spare på mine kræfter, men det er svært når der står hække, for man er nødt til at have en rytme og tit ender man med at bruge mange kræfter på at holde igen og få det til at passe med et andet antal skridt, men det gik faktisk sådan nogenlunde.

Efter dette skulle jeg løbe 400 m og jeg havde på forhånd kig på den danske rekord på 52,84 sek. Men da vejrguderne havde sendt blæst og regn hen over Østerbro, lagde jeg den ambition fra mig, men bestemte mig for stadig at løbe til, dog uden at satse helbred og baglår. De første 200 m gik også godt, men af en eller anden grund fik jeg taget gassen helt af i svinget og da jeg kom ind på langsiden forsøgte jeg blot at holde min rytme (som jeg troede var hurtigere end den så var) uden at presse på, men pludselig blev jeg squ overhalet, og jeg måtte så virkelig virkelig grave dybt for at komme op i gear igen, og hive sejren hjem – de point var vigtige for klubben. Måske mit løb så arrogant ud, men det var ikke min intention. Jeg blev selv virkelig overrasket over at sluttiden var over 55 sek. Jeg løb undervejs og havde en fornemmelse af, at jeg ville slutte i 53.5 sek… men jojo, der kan man tage så grueligt fejl.

Jeg tog lidt revanche ved at løbe en god sidstetur på stafetten, og da jeg kom ind over målstregen var jeg glad og lettet. Endelig var en surrealistisk fantastisk sæson slut og min krop havde overlevet og min restitutionsperiode kunne nu begynde og endda med udsigten til en vintertræning der kan påbegyndes helt uden skader.

 

Jeg har nu haft pause i en uge, og jeg har absolut INTET lavet. Min krop har lige skulle vænne sig til det, og den er nu gået total i hi. Jeg er simpelthen SÅ træt! Jeg går i seng kl. 21 og står først op kl. 7.30-8.00 når Tobias vågner, og jeg er stadig søvnig.

Jeg sidder dog lige nu med en eksamensopgave i et fag der hedder ’muskelfysiologi’. Denne eksamen udskød jeg i juni og igen i august, da jeg begge gang var forhindret i at lave den. Så NU skal det være. Min motivation til dette ligger dog på et meget lavt sted, for egentlig har jeg allermest brug/lyst til HELT fri – både fysisk og mentalt. Det får jeg heldigvis også snart, da afleveringsfristen er liiiige om lidt.

 

Ang. træning så har jeg fri fra struktureret træning indtil oktober, men jeg regner med at begynde at cykle mountainbike nogle gange om ugen, når eksamensopgaven er afleveret, og også starte op på TRX-træning og så evt. prøve lidt kræfter med yoga.

Kommentarer
2
Olli Mustonen

Tusind lykkønskninger for den fine sæson du har haft Sara, og alle de oplysende og underholdende skriverier her på bloggen og på FB. Og i Rio bliver det en medalje!

admin

Mange tak. Mvh Sara