2016
01
03

Træningslejr i Sydafrika

d. 3. januar

Jeg har nu været i Sydafrika en uge, og har turens første fridag. Og den er tiltrængt, for mine lægge er godt nok ved at være brugte.

Jeg mener det er 5. gang jeg er hernede, men de sidste par år har jeg været på Lanzarote, så det er lidt rart at være “hjemme” igen. Vi bor fire personer i hver lejlighed, og i vores er vi så 5, da Tobias jo også er her. Vejret har været lige til den gode side, når man nu er sådan en bleg jyde som jeg.. Hold nu fast jeg synes det har været varmt, og de første par dage var min træning ikke særlig imponerende. Jeg kunne slet ikke løbe de tider jeg forventede, og det kan jo godt være lidt træls, når man nu er rejst SÅ langt efter gode træningstider. Men men men, man skal også give kroppen en chance for at blive tilvænnet varmen – det er jo alligevel en forskel på 35 gr den skal vænne sig til. Og gårsdagens træning, som bestod af sprint om morgenen og rointervaller om eftermiddagen, gik faktisk rigtig godt, og benene begyndte at føles normale igen. Jubii..

God sparring

En af grundene til at vi tager turen til Sydafrika i januar er, at der er en masse andre dygtige europæiske atleter hernede. Dog er der ikke helt så mange endnu, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, da man så ikke bliver inspireret på samme måde som tidligere, men på den anden side er det dejligt, for så er der ikke helt så meget kamp om banerne. I løbet af ugen kommer der dog en rigtig god træningsmakker til mig, nemlig sydafrikanske Wenda Nel, som har en PR på 54.37 på 400 hæk og for det ikke skal være løgn, så kommer der også en belgisk løber med 55.56 som PR (begge med på det øverste billede). Udover disse er danske Stina Troest her også (pr 55.50), så vi er faktisk en god håndfuld hækkeløbere hernede. Wenda Nel bor ikke i Stellenbosch hvor vi træner, men bor i det nordlige sydafrika, og kommer herned for at få sparring. Jeg har først lært Wenda at kende i år, og jeg synes virkelig det er fedt at vi kan bruge hinanden i træningen, og ikke blot være konkurrenter til de forskellige stævner.

Dagen i dag er blevet brugt på stadion i formiddags, hvor Toby og jeg tog med (jaja, jeg er en atletiknørd, der også kommer på stadion på min fridag). Her så vi Jonas (Thomas’ højdespringer og en af Toby’s bedste venner) træne, og Toby fik brændt en masse energi af, og i eftermiddag bliver jeg hjemme med ham. Vi har heldigvis en pool ved vores lejlighed, og der kan man nemt slå nogle timer ihjel med en 2-årig. Hoppe ned, svømme i land, kravle op. Hoppe ned, svømme i land, kravle op.. igen og igen og igen..

Jeg forsøger mig med jævnlige updates hernede fra (det lover jeg vist tid, så nu må vi se om det passer denne gang), så følg bare lidt med herinde.

IMG_2679

Gårsdagens intervaltræning på romaskine slog mig helt ud. 5×60 sek all out.

FullSizeRender

Melon er godt her i varmen.

 

Kommentarer
0