
Tanker efter årets første træningslejr
Efter 10 dage på årets første træningslejr er det tid til en lille evaluering. Om 4 dage tager jeg tilbage til Danmark og er på disse 14 dage på Lanzarote blevet meget klogere på min krops nuværende niveau og træningsparathed.
Jeg har forsøgt at træne 4-5 gange om ugen hjemme i Aarhus i løbet af december, men det har været svært at få tid til med pasning af Tobias og en kæreste som er selvstændig. Jeg synes nu vi har fundet en god balance, men det er som om der ikke er nok timer i døgnet.
Inden jeg blev mor havde jeg en forestilling om, at jeg sagtens kunne få trænet hver dag og også flere gange om dagen, for kunne jo bare gøre det når barnet skulle sove. Men jeg er blevet klogere…. Tobias sover generelt godt, men det er jo aldrig til at vide om det er 30 minutter eller 3 timer. Her på Lanzarote er det hele lidt nemmere, for når han sover skynder jeg mig ud at træne, og så når jeg oftest hele træningen, da jeg ikke skal bruge tid på transport osv.
Om træningen går godt? Hmm ja det ved jeg ikke helt. Havde nok nogle urealistiske forhåbninger på forhånd, for havde troet jeg ville være helt oppe i gear igen her 3 måneder efter fødslen. Faktum er at jeg ikke kan løbe mere end 15 minutter og absolut ikke kan hoppe endnu. Alle som har født kan nok nikke genkendelse til, at ens bækkenbund bliver godt og grundig smadret efter sådan en omgang, og min er ingen undtagelse. Det tager tid og det er jeg nødt til at respektere. Jeg har dog fundet en masse andre måder jeg kan træne på, og kan heldigvis konstatere at jeg sagtens kan løbe intervaller, bare jeg har almindelig pause imellem (ikke joggepause). Hernede har jeg fået lavet 2x5x200 m med 200 gå-pause et par gange, og det er en fornøjelse at løbe med fart igen. At jeg så ikke kan løbe hele eller halve timer endnu går nok – det er alligevel ikke noget jeg synes om.
Jeg er stille og roligt også kommet igang med vægttræningen igen og selvom jeg ikke har lavet øvelserne i 9 måneder glemmer kroppen heldigvis ikke. Jeg er slap som en lille pige og i dårlig form, men jeg kan træne hver dag, så jeg er fortrøstningsfuld. Jeg er sikker på formen kommer hurtigt tilbage.