Evaluering af VM-finalen

Så er der næsten gået en uge siden jeg løb min første VM-finale, og det er vist tid til en lidt grundigere evaluering af hele mesterskabet.

Og lad mig bare slå fast at jeg er utrolig stolt af mit mesterskab, og over at være blevet nr. 4 til et verdensmesterskab, MEN jeg kommer aldrig til at være tilfreds med min afvikling af finaleløbet. Og sådan skal det også være, for det er jo det jeg træner for – at kunne levere et fejlfrit løb på den vigtigste dag i sæsonen. Jeg har accepteret løbets udfald og har set løbet igennem, men jeg kommer aldrig til at være tilfreds med det. Det er ikke sikkert at jeg havde fået en medalje, hvis jeg ikke havde kikset, men muligheden havde klart været der – og hvor vildt er det lige når man tænker over det.

 

Jeg er aldrig blevet bedre end nr. 17 til et VM eller OL, og pludselig var jeg med i medaljekampen og folk nærmest forventede jeg skulle vinde! Det var været en ubeskrivelse rejse fra starten af sæsonen og til nu, hvor sæsonen er ved at være slut. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville komme så langt op på ranglisten, og i hvert fald ikke allerede i denne sæson. Det er meget motiverende, og jeg tror min vintertræning den kommende sæson bliver bedre end nogensinde – for nu har jeg et helt klar billede af hvem jeg er og hvem det er jeg kæmper mod. Nu er verdenstoppen ikke længere en flok freaks med unaturligt meget talent, nu er de mine nærmeste konkurrenter…eller også er jeg bare rykket op i freak-kategorien 🙂

 

Konkurrencedagen

Selve dagen op til finaleløbet var faktisk meget rolig, og underligt nok kunne jeg sagtens spise frokost. Min mave plejer ellers altid at nedlægge veto mod føde når jeg skal i konkurrence, og jeg plejer derfor at være tilfreds hvis der kommer et par skefulde pasta og lidt brød ned. Resten af energien må komme fra væske, da jeg simpelthen får opkastfornemmelser af fast føde. Men denne dag var anderledes. Jeg fik spist en masse og var faktisk ikke særlig nervøs på dagen. Under opvarmningen var der også kontrol på nerverne, selvom jeg selvfølgelig var spændt. Opvarmningen gik godt og benene føltes faktisk ret friske, selvom jeg godt kunne mærke at der havde været konkurrencer de sidste par dage, men det var jo heldigvis ens for alle.

Mit prøveløb over de to første hække på opvarmningsstadion var helt perfekt, og jeg ramte de splittider jeg skulle spot-on. Så var det bare ind i callroom og så ellers kun 40 min til finalen.

I det første callroom var der god stemning, og vi sad alle og snakkede lidt. Eller det passer ikke. JEG snakke med EN anden løber. De andre var meget stille. Da vi alle var samlet, gik vi ned til callroom 2 under tribunen, hvor der skulle skiftes til pigsko og ellers ventes på at det var tid til at komme ind på banen. Og hold nu fast hvor nåede jeg at blive nervøs her! Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det var så ubehageligt, at jeg sagde til mig selv, at jeg ville stoppe efter OL 2016. Dette her ville jeg ikke udsætte mig for flere gange end højst nødvendigt. Fy for den lede. Alle sad bare og kiggede ud i luften og den ene var blegere end den anden – undtagen de amerikanske piger, som helt naturligt havde lidt mere glød 😉

Da vi kom ind på banen gjorde jeg som de to foregående løb, og stillede mig så ellers klar bag blokken. Og jeg følte mig faktisk klar og selvsikker.

 

Jeg havde aftalt med min træner at jeg skulle løbe med samme skridtmønster som i semifinalen (hvor jeg havde ændret det ift. hvordan jeg har løbet hele sæsonen), og så blot trykke lidt mere på fra start, da jeg havde meget overskud på den sidste langside i semifinalen, og godt kunne tillade mig at bruge lidt flere kræfter i den første halvdel af løbet. Jeg vidste på forhånd, at jeg ville være bagud efter 200 meter, da de andre løbere lægger lidt hurtigere ud. Jeg var forberedt på dette, men det slog mig alligevel ud undervejs i løbet. Jeg trykkede meget mere på end jeg plejer, og var også næsten et halvt sekund hurtigere ved 250 meter sammenlignet med mit PR-løb i Paris, men på trods af dette var jeg stadig bagud. Og i stedet for at fokusere på mit eget løb og stole på, at jeg i slutningen af løbet nok skulle hente dem – det er trods alt ikke 200 m hæk vi løber – begyndte jeg at følge de andres rytme og pludselig var det løbet der kontrollerede mig, og ikke omvendt. Det var en underlig følelse, for benene løb nærmest bare selv og jeg kunne mærke at jeg teknisk ikke løb let og høj med tyngdepunktet, men mere sled i det, for at få hentet det tabte. OG DET ER SÅ DUMT! Regel nr. 1 –> mind your own business. Jeg kan alligevel ikke kontrollere hvad de andre laver.

 

16,5 skridt dur ikke

Jeg fik det antal skridt jeg skulle frem mod 300 meter (8. hæk), men herefter fik jeg 17 skridt, og ikke 16 som planlagt. Det var ikke et bevidst valg og jeg blev selv overrasket, men jeg tror det skete fordi jeg havde slidt meget mere i det og løbet uøkonomisk, og pludselig var benene mere trætte end jeg havde forventet, og så kunne jeg ikke nå hækken. Hold nu kæft op hvor blev jeg sur på mig selv lige der! Jeg vidste godt at det formentlig var medaljen der røg liiiige der. Frem mod 10 hæk kunne jeg ikke andet end at kæmpe og tage det angreb der nu ville passe frem mod hækken, men det passede med ca. 16,5 skridt, og det kan man som bekendt ikke, så jeg måtte tage 17 skridt igen. Jeg løb alt hvad jeg kunne, og håbede de andres kræfter pludselig ville slippe op, men det skete ikke rigtig. Jeg fik hentet lidt ind på dem, men jeg måtte også erkende at jeg simpelthen var kommet for langt ned i fart efter min korrektion ved 9. hæk, til at det kunne nås inden målstregen.

 

Lige efter løbet var jeg utrolig skuffet og ked af det, og det bliver jeg egentlig stadig når jeg ser konkurrencen, men sådan er hækkeløb. Det er jo det fede – nemlig at alle hække skal times perfekt, og selv at de gode kan kikse og mindre gode løbere så pludselig kommer frem. Men det er selvfølgelig ikke sjovt, når det sker for en selv.

Jeg var ærgerlig over ikke at komme på podiet, men var egentlig næsten allermest ked af, at min træner ikke fik det stempel at være træner til en medaljetager til VM, og at mit forbund ikke fik den plads på skamlen, som de har længtes efter SÅ længe. Det var jo min egen skyld at jeg ikke selv kom derop, men de kunne intet gøre, andet end at stå og kigge på jeg kiksede og se deres drømme forsvinde sådan med ét. Dét må være frustrerende på sådan en uhåndgribelig måde.

 

Men men men, livet går videre og der er ingen døde. Faktisk går livet SÅ meget videre, at jeg skal løbe konkurrence om to dage igen. Og ikke bare en tilfældig konkurrence, men finalen til Diamond League, hvor der er revanche. Hele VM-finalen er til start (undtagen Little som fik sølv, da hun ikke må konkurrere i Diamond League, fordi hun er på college, og ikke må tjene nogle penge). Men de har erstattet hende med Moline, som har en endnu bedre PR og altid er meget stærkt løbende. Målet er at vise, at den 4. plads var en fejl.