Ja, nej, ja, nej, ja og så nej alligevel

Ja, nej, ja, nej, ja og så nej alligevel. Jeg har længe ikke kunne bestemme mig for, om min sæson skulle være slut eller ej. Jeg havde DM d. 26/8 og derefter Danmarks-tuneringen (DT) d. 8/9.

Jeg havde fået tilbudt et stævne i Italien d. 9/9, som jeg først tænkte jeg gerne vil deltage i. Men som tiden nærmede sig og lysten for at træne var ikke-eksisterende, besluttede jeg at droppe det. Efter DM var jeg positiv for idéen igen, men et par dage efter droppede jeg det alligevel.

På vej til DT i fredags besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville deltage i stævnet i Italien alligevel, og et stort påstyr omkring bestilling af flybilletter og anskaffelse af pas som befandt sig i en aflåst lejlighed i Aarhus blev sat i værk. Det hele gik op i en højere enhed, og jeg var nu klar. Jeg skulle dog lige igennem 4 discipliner ved DT – 4 af de hårde; 400 hæk, 400 m, 200 m og 4×400 stafet. Jeg bestemte mig for at bruge så få kræfter som muligt på løbene, men jeg skulle selvfølgelig vinde og hente de point til holdet som blev forventet. Alt gik også som planlagt, dog endte 1900’s kvindehold på 3. pladsen – meget tæt på sølvet, men KIF var for stærke på den afgørende stafet.

Mit fly til Italien gik morgenen efter, men allerede under maden til afslutningsfesten begyndte jeg at få det skidt. Jeg forlod festen kl 22 og derefter gik det helt galt med helbredet. Begyndte at få feber og rysteture og var derfor nødt til at aflyse turen til Italien. Rigtig rigtig ærgerligt, når det nu lige var blevet stablet på benene. Siden lørdag aften har jeg så ligget syg, i går kastede jeg op 14 gange, så er utrolig tilfreds med at jeg ikke tog afsted alligevel – det var jeg nemlig meget tæt på.

Jeg tror min krop prøver at fortælle mig, at jeg skal slappe lidt af, så det gør jeg så. På lørdag tager jeg på ferie(!!!) og det glæder jeg mig virkelig til. Det er meget sjældent jeg tager nogle steder uden løbetøj, så det bliver en fornøjelse.