15
02
2015

Hvis du ikke nåede at se med så se her

Til dem der ikke fulgte med på livestream, så er der mulighed for at se løbet her. Det er først nu jeg har set løbet, så det er også sjovt for mig at få mulighed for at kigge på nogle af detaljerne. Min kære træner er jo selvfølgelig ham der laver den primære analyse, og hans konklusion er, at forskellen fra dette løb og det i sidste weekend primært ligger fra 200-300 m. Her løber jeg 7/10 hurtigere end i sidste weekend og så er første omgang også 5/10 hurtigere end sidst. Det hjælper altid at have nogle at løbe med, og kampen om at komme først ind efter 200 m, gjorde at jeg havde en masse fart med og derved kunne trykke mere mellem 200 m og 300 m.

Jeg er nu kommet hjem til Danmark igen, og der er gået et døgn siden jeg fik min “baglårs-skade”. Jeg har ikke fået det undersøgt endnu, men min egen umiddelbare fornemmelse er, at det ikke er helt så slemt som jeg frygtede. Jeg tror der var en mindre fiber/større forstrækning og at den store smerte (det gjorde virkelig hamrende ondt – lidt deja vu til en fødsel, blot ikke i 5 timer, men mere 5 min) som har været der det sidste døgn, kom fra kraftige kramper i baglåret, fordi jeg forsøgte at løbe videre efter skaden skete.

Jeg har slet ikke kunne gå uden krykker siden i går, men her til aften er det blevet bedre, så jeg er positiv. Der bliver helt sikkert ikke noget DM den kommende weekend, og EM er stadig meget uvist, men efter en scanning på tirsdag er jeg forhåbentlig meget klogere.

Tusinde tak for alle ‘likes’, lykønskninger og beskeder – jeg er glad for hver og én.

Kommentarer
0

Svar