Til bal hos dronningen

Det hele startede med at der kom et meget fint brev ind af døren. I sådan et bestemt materiale – tykkere end normalt – og så med vandmærke som lukning. Det var stemplet ’Amalienborg’. Indeni var en invitation til bal hos Dronningen. På en tirsdag. Jojo, deres ’arbejdsuge’ er jo nok lidt anderledes end alle andres. Og dresscoden var smoking og langkjole, og så skulle vi ikke bære vores ordener – så dem lod vi ligge hjemme.

Jeg ejede ikke en lang kjole da invitationen kom, så jeg måtte i gang med at lede efter en. Og da det er ret sjældent jeg lige skal til bal hos Dronningen, var jeg enig med mig selv om, at jeg ikke gad bruge 5000 kr. på en kjole, som måske aldrig skulle bruges igen. Og vigtigst af alt, så gad jeg ikke bruge en masse tid på ar finde en, for det var ærligtalt talt ikke dét jeg synes jeg kunne afsætte tid af til i kalenderen. Så jeg gik ind i enkelt butik i Århus, og så måtte jeg købe hvad de nu havde. Endte med en blå kjole – faktisk to – som jeg tænkte godt kunne bruges. Så nu har jeg en helt ny hængende skabet, og venter bare på at jeg får en bryllupsinvitation eller lignende ind af døren.

Efter at have fået Tobias passet hos sin farmor og bedstefar, tog vi afsted mod kbh. Vi skulle overnatte hos vores gamle naboer, som desværre ikke bor i Århus mere. De har købt en rigtig fin lejlighed lige mellem hovedbanen og Christiansborg, så det kunne ikke være mere oplagt.

Katrine og Søren (som de hedder) er blevet forældre til lille Josefine for 4,5 måned siden, og vi har ikke haft mulighed før nu til at besøge dem, så det var ekstra hyggeligt. Katrine er godt til alt sådan noget hår og makeup (fuldstændig modsat mig), så det var super at være i gode hænder. Også Thomas fik hjælp – fordelingen hos herrerne blev at Søren ordnede skjorte og Thomas passede Josefine.

Søren kørte os ind til Christiansborg, hvor festen skulle holdes i riddersalen. Thomas og jeg troede vi skulle sidde sammen, men da vi kom derind og fik vores bordkort, kunne vi se at vi var placeret i hver sin ende af rummet. Hmm..

Efter at have stået op i time og snakket med bla. Juliane og Anne som er olympiske roere, begyndte deltagerne at trække ind i et tilstødende lokale, hvor kongefamilien var linet op, og hvor vi hver især skulle hilse. Efterfølgende skulle vi ind i riddersalen, hvor alle dronningens gobeliner hænger, og hvor der var dækket rigtig flot op.

Jeg er ikke speciel royalist, og jeg har også tidligere mødt kongefamilien, så jeg var nok ikke helt så spændt og forventningsfuld som mange andre omkring det at hilse på dem. Det er en stor ære at være inviteret til festen, men selve håndtrykket fra kongefamilien var ikke højdepunktet for mit vedkommende.

Jeg havde fået Mads Langer som bordherre og sad yderligere til bords med direktøren for DAY birger et Mikkelsen (dansk tøjdesign), chefredaktøren ved Kristelig dagblad og andre spændende personer. Hvert bord havde også en kongelig repræsentant, og ved mit bord var kongehusets presseansvarlige Lene Balleby.

Thomas’ borddame var en glaspuster fra Ebeltoft og ved bordet sad bl.a. sangeren Christoffer og filminstruktøren Thomas Vinterberg.

Det var en stor oplevelse at sidde ved bor med så mange spændende mennesker, men også lidt specielt at skulle få samtalen til at køre, når man slet slet ikke kender hinanden, og især når jeg var den eneste sportsperson ved vores bord. Men jeg fik snakket en masse med Mads Langer og fik et indblik i hvordan hans liv er og diskuteret sangtekster og livet som sanger vs. sportsperson. Efter maden rejste Dronningen sig og efter hende kom hele den kongelige familie. Mens de gik ned af midtergangen skulle vi alle neje og bukke, og må helt ærligt sige at jeg havde lidt svært ved den der meget ærbødige etikette. Synes squ det er lidt gammeldags. Men som alle andre steder, så opfører man sig som ’lokalkultureren’ – lige meget om det er på træningslejr i Tyrkiet eller på besøg hos dronningen. Så jeg nejede pligtskyldigt, men må nok også erkende at jeg ikke var den der var længst nede i knæene..

 

Det var desværre ikke tilladt at tage billeder, så har ikke nogle at vise derinde fra. Og det er selvfølgelig ærgerligt for mindernes skyld, men jeg synes det var det helt rigtigt at gøre, når kongehuset havde meldt det officielt ud. Deres bevægegrund var at folk skulle slappe af og nyde aftenen og de andre selskab, og ikke koncentrere sig om telefonen og sociale medier. Og jeg kunne ikke være mere enig.

Efter lidt smalltalk og drinks i baren stod den på dans. Dronningen havde inviteret til Les Lanciers, så det var nu vi skulle give os i kast med det J Hverken Thomas eller jeg har danset det siden gymnasiet, så vi var vist mere end rustne. Thomas er dog så pligtopfyldende at han havde ’øvet’ sig ved at se youtube-film igennem, og vi prøvede da også dans 1 i stuen dagen inden. Jeg tænkte (som jeg altid gør) ”det går nok, det kommer til os når vi står der”. Det gjorde det så ikke helt… Vi havde dannet en sportskvadrille med Daniel Wagner (handicap atletikudøver) + kæreste, Anne Lolk (roer) + kæresten Hans og Juliane og hendes mand Mads (begge olympiske roere). Daniel og hans kæreste havde fået dansetimer i Lanciers og Anne+Hans og Juliane+Mads havde været en tur forbi Julianes gamle gymnasium og få en opfriskende lektion. Så jeg følte mig helt i trygge hænder. Thomas viste sig at havde rigtig godt styr på det, og det var egentlig kun dans 5 hvor vi kiksede noget rundt i det – men det gjorde selv Dronnings kvadrille også, så det var der ikke nogle der løftede et øjenbryn over. Det var meget mere uformelt og morsom end vi havde troet, jeg forventede det var stift og officielt, men det var slet ikke tilfældet. Prins Joachim havde fx kvadrille ved siden af os, og vi så ham have Nikolaj Lie Kaas på skulderen i en af dansene og sidde nede på gulvet og danse kosakdans..

Efter dette var dansegulvet frit og der var livemusik fra Dronningens orkester. Dronningen gik omkring 00.30, hvor hun tog en tur gennem alle lokalerne efterfulgt at resten af kongefamilien og sit orkester. Her bukkede og nejede vi igen, og på den måde fik alle sagt farvel og tak for invitationen.

Thomas og jeg gik en halv time senere, da vi skulle relativt tidligt op og retur til Århus, for at komme afsted på træningslejr i Tyrkiet, hvor jeg sidder i skrivende stund.

Selvom jeg ikke er glødende royalist, så er jeg utrolig stolt over at have fået invitationen, og det var en stor ære og en kæmpe oplevelse af sidde og spise i riddersalen omgivet af de meget farvestrålende gobeliner og samtale med nogle meget interessante mennesker.