
Videre til semifinalen
Selvom jeg kun blev 6’er i mit heat, kom jeg videre til semifinalen. På forhånd havde Mikkel og jeg snakket om at der nok ville komme 6 videre fra mit heat, da det var meget stærkere end de andre, og det kom jo til at passe meget godt.
Jeg bankede desværre ind i den første hæk og har fået en meget flot flænge (som heldigvis ikke er alt for dyb). Dette gjorde at min rytme blev smadret fra start, og så var det meget svært at komme ordentlig videre, da jeg lå meget alene på bane 9.
Løbet blev lidt for tungt og slidende efter 1. hæk hvilket kostede mange kræfter. Heldigvis er mit bundniveau højt, og jeg får derved en chance igen i morgen kl 20.15 (engelsk tid). Mit mål om en semifinale er nået, og i morgen er målet at få forbedret min danske rekord.
Jeg er igen kommet i KLART det stærkeste heat. Hele 5 løbere fra den ypperste verdenstop, og kun de første 2 går direkte videre. Perfekt havde det været, hvis jeg var kommet i heat 1, som har 6 løbere fra 55.0-55.5, men man kan ikke få sin vilje hver gang. Men lidt heldig har jeg dog været, da jeg har fået en bane 3. Den bedste banelodtrækning jeg overhovedet kunne få i forhold til min tid fra indledende.
Mange tak for jeres beskeder, likes og kommentarer. Det betyder rigtig meget med al den støtte jeg får hjemmefra.
Og sikke en dag for min klub Aarhus 1900 – begge deltagere i ilden og begge leverer gode præstationer. Vi kan når det gælder. 1900 – hurra, hurra, hurra!