VM finale coming up!

Det var min intention før mesterskabet, at jeg ville skrive lidt på bloggen hver dag, og selvom vi ikke har haft det helt store på programmet, så har jeg ikke lige kunne finde tiden til det. Men det har jeg i dag, hvor der er hviledag, inden der løbes finale i morgen. Ja nemlig, finale! Det var jo lige præcis det, jeg kvalificerede mig til i går.

For nu lige at starte ved begyndelsen, så løb jeg indledende d. 23/8. Her var jeg kommet i et overkommeligt heat, men også med løbere der tidligere har vist ekstrem gode takter. Planen var jeg at jeg skulle løbe de første 300 meter som var det en konkurrence, og så slappe lidt af efterfølgende, hvis jeg havde placeringen til det (jeg skulle blive top 2, for at få en god bane til semifinalen). Jeg løb af sted og gjorde som jeg skulle til 8. hæk og også niende og herefter satte jeg et ekstra skridt ind, for ikke at skulle presse mig selv. Jeg kunne cruise i mål på 55.11 sek som vinder. Efter løbet var jeg dog ikke helt tilfreds. Ikke med løbet som sådan, men fordi jeg mistede for meget fart mellem 7. og 8. hæk (250-300 m) hvor jeg skulle skifte fra 15 skridt til 16 skridt. Og denne gang var jeg endda ikke presset og havde fuld kontrol og mulighed for at lave en god overgang. Da jeg kom i mål, besluttede jeg mig derfor for, at dette skulle ændres, for jeg ville ikke have mulighed for at slå Zuzanna Hejnova eller Kaliese Spencer med denne skridtrytme – og det er jo ligesom hele ideen med dette VM… J
Mikkel og jeg gennemgik optagelserne af mit løb om aftenen, og blev enige om at det skulle prøves med 15 skridt til 8. hæk, men vi var i tvivl om det skulle prøves til semifinalen eller vente til en evt. finale. Jeg har i år ændret mit løb, så jeg løber med 15 skridt til 7. hæk, hvor jeg tidligere kun har løbet til 6. hæk, så jeg har allerede presset mig ud på ukendt område. Og så pludseligt at skulle gøre dette yderligere i en VM semifinale, vidste jeg ikke om jeg var i stand til. Det er jo ikke sådan at man ”bare” lige gør det, for der er jo en grund til jeg skifter til 16 skridt der, og det er fordi jeg begynder at blive træt og tabe fart og skridtlængde. Så for ikke at løbe ind i hækken er jeg nødt til at bruge et skridt mere.

Men beslutningen blev taget og det skulle ske i semifinalen, for jeg ville gerne teste det af inden en evt. finale, så jeg vidste om det ville være realistisk eller ej. Der ville selvfølgelig være den risiko, at det ikke ville lykkes og jeg så skulle korrigere lige inden hækken, hvilket ville koste kræfter og meget tid. Skulle det kikse, kunne finalepladsen komme voldsomt i fare. Men jeg havde en følelse af, at det nok skulle gå, så vi valgte plan A, og hvis benene undervejs ikke var til det, skulle jeg skifte plan.

Under opvarmningen til semifinalen var jeg voldsomt nervøs. Benene var egentlig ok, men jeg var på en eller anden underlig måde ikke rigtig til stede mentalt. Jeg kunne ikke fokusere ordentlig, og mine tanker fløj rundt. Ikke kun på ting omhandlende mit løb, men også på alt mulig ligegyldigt, så som hvad der blev sagt i en højtaler mens jeg lavede prøvestarter eller hvordan folk mon havde det derhjemme og hvad de lavede lige nu. Dumt.

Da jeg kom ind på banen blev det lidt bedre, men i stedet for at være i nu’et og glæde mig, var det som om jeg så det hele lidt i fugleperspektiv og blot observerede mig selv. Total mærkeligt.

Jeg havde aftalt et par fokuspunkter med min træner, og det var at ligge yderligt i banen de første to hække, for ikke at køre benet rundt om hækken (i stedet for over), og derved risikere at blive diskvalificeret, og så var det at få 15 skridt til 8. hæk og så 16 skridt hjem på langsiden.

Da jeg kom forbi 2. hæk, begyndte jeg straks at rette fokus mod det der skulle ske ved 8. hæk, og det kom til at gå lidt ud over første langside, hvor jeg ikke rigtig fik trykket nok på og blev lidt for passiv. Kaliese Spencer kom op på mig mellem 5. og 6. hæk, hvor det gik op for mig at jeg løb for langsomt. Jeg fik derfor skruet op for tempoet og arbejdede godt hele svinget og fik det rigtige antal skridt. FEDT! Og hjemad på langsiden var det lidt gambling, for det var gætværk hvordan det ville komme til at passe. Men jeg fik forberedt hækkene godt alligevel, og kunne løbe med lange skridt frem mod den sidste hæk, og derved få en masse fart med videre, så jeg på de sidste 10 meter kunne gå forbi Kaliese Spencer. Og hun er altså ikke hvem som helst. Hun har løbet den 10. hurtigste tid i verden NOGENSINDE!!

Op mod sidste hæk havde jeg godt på fornemmelsen, at jeg nok skulle fange hende, så jeg løb kontrolleret og pressede ikke mere på en højst nødvendigt. Jeg vandt i 54.33 – min anden hurtigste tid nogensinde og klar til min første senior VM-finale!

Jeg er ved at revne af stolthed og glæder mig ekstremt til i morgen. Nu har jeg gjort det der blev forventet af mig, så nu kan jeg løbe frit og gøre det så godt som muligt. Jeg har fået Hejnova på min yderside, og hun ser ekstremt stærk ud, så det er bare med at følge hendes tempo og så må jeg dø med skoene på til sidst, hvis udlægget kommer til at være for hårdt. Nu går jeg squ efter en medalje!