Well, sometimes life sucks.

Well, sometimes life sucks.. Ca sådan beskrev en af mine udenlandske venner det efter han så mit “løb”. Og han har så sandelig ret.

Det er svært for mig at finde det rigtige sted at starte efter sådan en oplevelse, men lad mig bare slå fast med det samme; det var noget mega lort (pardon my french), men jeg er ikke knækket.

For at starte fra begyndelsen, så gik min opvarmning perfekt. Jeg kunne mærke at der var noget stort i vente (ja ironisk nok), og jeg følte mig klar. Ikke bare sådan nogenlunde klar i forhold til min lidt atypiske sæson, men virkelig KLAR! Jeg spekulerede slet ikke over, at jeg ikke havde en helt vintertræning bag mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg ville gå ud og løbe ca 56.00 og komme relativ nemt videre til semifinalen. Da jeg kom på banen tog jeg en enkelt prøvestart og satte mig derfor klar bag blokken og jeg GLÆDEDE mig.

Jeg satte mig i blokken og sagde de obligatoriske ting til mig selv og gik herefter op i “færdige-position”. Og hvad der så ske, det ved jeg virkelig ikke. Jeg har aldrig tyvstartet før, ikke engang i en træningssituation. Men jeg vidste med det samme, at jeg havde tyvstartet og da jeg hørte tyvstartsskuddet var der ingen tvivl. Jeg håbede til det sidste at der måske havde været en lille fejl med pistolen, og at min tyvstart så ikke blev dømt, men at hele feltet fik omstart. Meget usandsynligt, men det var i den situation mit eneste håb. Det skete ikke, og jeg blev bedt om at forlade banen… Jeg var ikke rasende (som jeg eller nemt bliver), men jeg var så ubeskriveligt ærgerlig og skuffet. Det var ikke sådan her mit lille eventyr, som jeg følte denne sæson har været, skulle ende. Jeg skulle løbe endnu stærkere og avancere til semifinalen og derfra til finalen. Ja, finalen. Det var mit personlige mål og både min træner og jeg troede 100 % på det. Jeg satte en kæmpe stor personlig rekord til et testløb i min sidste træning inden afgang til EM, så formen var virkelig god.

Det er først ved at gå op for mig nu, hvad der egentlig er foregået. I timerne efter havde jeg en følelse af, at det jo var i morgen jeg skulle konkurrere og jeg vidste det skulle gå godt. Men det var jo i dag og jeg fik ikke lov.

Jeg er kikset mange gange, men det har været undervejs i løbet. Følelsen af slet ikke at få lov, er helt ny. Jeg har ikke et følelsesmæssigt reaktionsmønster til denne situation, for jeg har aldrig været i den.

Jeg er ked af at skuffe alle dem, der med glæde havde fulgt mit comeback og som virkelig så frem til dette, og jeg er ked af at min træner og jeg ikke fik mulighed for at vise til fulde, hvad vi faktisk har præsteret denne sæson under de svære betingelser.

Tænk lige hvor vildt det kunne været, at have to danskere i semifinalen til samme mesterskab! Stina Troest løb et rigtig flot løb og viste stor mental styrke ved at rejse sig efter den lussing hun oplevet til stævnet i onsdags. Ikke en lussing af mig, men af sig selv, ved at løbe over 2 sekunder fra sin personlige rekord en uge inden EM. Det hjælper gevaldigt på humøret og det er nu min fineste opgave at hjælpe hende alt det jeg kan frem mod semifinalen!

I denne situation, hvor det ellers kan være svært at se noget lyspunkt, så er det dejligt at få et billede af sin dejlige lille dreng, som sikkert synes det er mega fedt at jeg blev disket, for så kommer jeg tidligere hjem til ham. Jaja, der er ikke noget der er så skid, at det ikke er godt for noget andet.